Michael West har siden 1979 arbejdet som knivmager.

Arbejdet med at raffinere det enkle og æstetiske udtryk i knivene har båret frugt i form af international anerkendelse. Michael West var den første skandinav nogensinde til at have sin kniv på forsiden af, ”Biblen” for knive, Blade Magazine’s årsskrift.

 

Gennem årene har Michael West modtaget en række præmier og priser for sit arbejde ved både danske og internationale knivshows.

Alle knivene fra Michaels hånd er unikke og næsten organiske i deres former med meget gennemførte linjer. Forarbejdningen er helt perfekt og et at de helt unikke kendetegn ved hans knive er sølvarbejdet på både knive og skeder.

Michael West udtaler: ” Jeg står selv for alle led i udformningen af kniv og skede. Forarbejdningen af klinge, skæfte og skede er håndarbejde og fremstilles på eget værksted”.

Derfor får kun førsteklasses stål og udsøgte materialer plads i knivene. Han arbejder bl.a. med stød- og kindtand fra mammut, ibenholt, halv- og hel ædelsten og som allerede nævnt sølv, der ofte er det bærende element i hans arbejde.

Michael West udtaler videre: ”Det optager mig meget, hele tiden at finde nye metoder til at løse håndværksmæssige problemstillinger, så detaljer på kniven kan fremstilles helt fejlfrit. Samtidig skal knivene fremstå som en helhed hvor linjer, form, og materialer skaber en naturlig balance, spænding og sammenhæng”.

 

Når tiden ikke bruges i værkstedet på at lave knive, rejser han rundt til de store knivshows i verden men har fundet lejlighed til at gæste Creative Mind.